7. møde i Whiskyklubben Angels Share

Fredag d. 9. marts 2001 var klubbens medlemmer atter samlet, - denne gang hos Lars og Anette i Seest. Morten Dahl var tilsyneladende ikke blev skæmt af det forudgående møde, hvorfor han igen mødte op for at smage på de gyldne dråber i godt selskab. Velkommen til Morten.

Idet det er næstformandens pligt at ajourføre en liste over klubben medlemmer, vil dette hermed ske:

  • Formand: Lars Lilleheden
  • Næst formand: Morten Olesen
  • Kasserer: John Hansen
  • Jørgen Vestergaard
  • Morten Dahl

Da klubbens medlemmer troppede op, var Lars i fuld gang med at kreere aftenens retter. Mens en kold øl blev nydt, hjalp de øvrige medlemmer til med at skrælle kartofler. Lars havde vist nok været rundt og låne kartoffelskrællere hos naboerne, - i hvert fald kunne hele tre medlemmer skrælle kartofler ad gangen. Aftenens menu bestod af:

  • Forret: Filokurv med kæmperejer (Pinot Blanc hvidvin)
  • Hovedret: Andebryst med ovnstegt rødkålssalat, hvide kartofler og brun sovs (Mont Gras rødvin)
  • Dessert: Vaniljeis med melon sne og bær (Køleskabskold Moscatel dessert vin)

Som det efterhånden er blevet tradition for, blev der smagt på en whisky mellem for- og hovedretten. Det var dog ikke som følge af, at Lars havde behov for at udføre en kartoffelfinte, men snarere fordi, det er en yndet optakt til hovedretten. Den valgte whisky var Johns Knockando (1987), der på et tidligere møde var faldet i særdeles god jord. Dette fremgik også klart efter denne smagning, idet der ikke blev sparet på dråberne, og flasket måtte derfor lade livet.

Idet klubben nu godt og vel har bestået i et år, var det blevet tid for generalforsamling. I følge klubbens vedtægter er både formanden, næstformanden og kassereren til nyvalg årligt i februar måned (eller førstkommende møde efter februar måned). På generalforsamlingen startede formanden med at fremlægge sin beretning. Følgende ting fra det forgangne år blev bl.a. nævnt:

  • Det vi har fået at spise fylder meget i referaterne. (Udtalelsen blev af medlemmerne betragtet som en meget positiv kommentar.)
  • Bent har ikke den rette kone!
  • Kartoffelfinten blev indført hos Lars - whiskysmagning mellem for- og hovedretten.
  • Klubbens motto blev til på mødet hos Jørgen: Det er ikke for sjov, at vi morer os.

I forbindelse med det efterfølgende valg, blev det besluttet, at der måtte en hemmelig afstemning til. På stemmesedlen skulle hvert medlem angive, hvem af klubbens medlemmer der var ønsket som hhv. formand, næstformand og kasserer. Stemmesedlerne blev samlet i valgkassen, der i dagens anledning bestod af paprøret til den for længst tømte Knockando. Morten D. fik det ædle erhverv at tælle stemmerne op. Følgende personer blev valgt til de valgbare poster:

  • Formand: Lars (3 stemmer)
  • Næstformand: Morten O. (3 stemmer)
  • Kasserer: John (4 stemmer)

Som det fremgår var der genvalg på alle poster. Alle indvilligede i at bestride posterne endnu et år.

Det blev afsløret, at John havde stemt på sig selv, til at fortsætte på posten som kasserer, - gad vide om det er fordi, at der er rod i regnskaberne, således at de ikke kan overdrages til en anden?!?!? John sørgede for, at aftenens kontingent samt hængepartier vedrørende kontingent og afregning fra tidligere møder blev afklaret.

På mødet blev der ud over Knockando smagt på følgende whiskyer:

  • Lagavulin, Classic malt, 16 år (fremragende for dem der kan lide en meget røget whisky)
  • The Balvenie, 10 år
  • Oban, Classic malt, 14 år
  • The Glenlivet, American oak finish, 12 år
  • Glendronach, Sherry cask, 15 år (Morten O. mener, at den smager af bejse til sædekorn)
  • Loch Dhu, Black Whisky, 10 år (helt sort, smager ”sort”)
  • The GlenRothes, 1987 (omtales af John som den lille fede; den er i øvrigt lidt sød og rigtig god)

John skulle have stået for aftenens whisky-indlæg. John havde dog haft en meget travl uge, hvorfor det ikke havde været muligt at forberede et indlæg. Hans undskyldning blev naturligvis accepteret af de øvrige medlemmer.

Det blev aftalt, at næste møde skal være torsdag d. 10. maj. Oprindeligt skulle mødet have foregået hos Jørgen, men det er senere blev ændret til, at det foregår hos Morten D. Datoen for mødet derefter blev ligeledes diskuteret og fastlagt til fredag d. 29. juni. Dette møde kommer til at foregå hos Jørgen. Til den tid har Morten D. sandsynligvis en stor begivenhed at fejre, idet Tina er sat til at nedkomme den 17. juni. Lars vil endnu engang tale med Niels Lynggren om hans deltagelse i et møde samt et lille foredrag fra hans side. Der var stemning for, at et foredrag eventuelt kunne have temaet rundt i regionerne.

Genvalgt næstformand
Lunderskov d. 22/3-2001