8. møde i Whiskyklubben Angels Share

Igen var alle medlemmer troppet op, hvilket vil sige: Lars, Morten O., John, Morten D. og Jørgen.

Det 8. møde i Whiskyklubben Angels Share var henlagt til Morten Dahl´s (og fru Tina´s) herskabsvilla i den respektable del af Kolding. Vejret var venligt stemt og faktisk helt sommerligt, så mødet blev indledt i haven bag brændestablen, hvor en dejlig kold øl blev lukket op, samtidig med at værten viste vareprøver af sortimentet fra firmaet MDT - Flexible Products. Sagen er nemlig den, at Morten D. har indledt en jobmæssig overgangsfase som skal lede til stillingen som fuldtids direktør (og bogholder, fejedreng, maskinarbejder osv.) i samme firma. En af årsagerne til den drastiske beslutning er, at det opmærksomme (næsten) nye medlem af vores lille forening har lagt mærke til, at vi søgte medlemmer uden for kredsen af ansatte hos LM Glasfiber, og en oplagt måde at klare den sag på, var naturligvis at opsige sit job hos LM for at blive sin egen lykkes smed. Fra de øvrige medlemmer af Whiskyklubben Angels Share skal der lyde en stor opbakning og vi regner med at blive informeret om MDT´s fremtidige udvikling.

Brændestablen udgjorde også rammen om overrækkelsen af en gave til Morten O. som siden sidste møde er blevet far til Lærke. En sådan begivenhed kræver naturligvis en opmærksomhed, og da de øvrige medlemmer tog for givet at Lærke allerede havde i overflod af tøj og legeting, bestod gaven af en æske "whiskysten" - uundværlig for enhver inkarneret whiskydrikker. Stenene lægges i fryseren for senere at plumpes i et glas med whisky; væsken bliver kold uden at fortyndes. Og det virker! Tillykke Morten.

Selvom brændestablen udgjorde et godt skjold mod den omgivende verden, var der alligevel noget den dejlige plet i haven ikke kunne levere: Mad.

Traditionen tro havde værten gjort klar til det store middagstaffel, som han insisterede på selv at tilberede trods tilbud fra de fremmødte om assistance. Mens de udsøgte råvarer simrede i ovn og på pande var det tid til en rundvisning i residensen (det var jo første gang der var møde i dette hus). Og lad det være sagt med det samme: Huset er en udsøgt blanding af rosentræ i køkkenet, mahogni i musikværelset over det rustikke badeværelse (hvis eneste lys kom fra vinduet og stearinlysene) til kontor og produktionslokaler i kælderen, for slet ikke at tale om potentialet og udsigten fra loftet. Jo, direktøren bor standsmæssigt.

I mellemtiden var maden klar og rødvinen havde åndet hvad den skulle, så alle satte sig til bords fulde af forventning; og forventningerne blev til fulde indfriet.

Menuen bestod af:

  • Laks på bund af smørristet brød pyntet med brønkarse.
  • Ovnstegt nordatlantisk hellefisk serveret med østershatte og ris.
  • Whiskyisanretning.

Hver eneste ret var en nydelse, men lad mig alligevel fremhæve hellefisken som var virkelig god, og at efterretten bestod af whiskyis, lod sig naturligvis også bemærke. Personligt bemærkede jeg ikke at kokken konsulterede kogebogen, så resultatet vidner om stor kokkekunst.

Under middagen virkede Morten O. yderst opsat på at holde fremdrift i selskabet, og kom som startskud med citatet: "Det er jo ikke for sjovt vi morer os", for dermed at sætte gang i whiskysmagningen.

Aftenens første whisky (den mellem for- og hovedret) kom til at bestå af Aberlour, 100 proof (57,1%), en ufortyndet cask strength fra Speyside. Disse dråber kan virkelig rense ud i tårekanalerne og vække smagsløgene, men ud over at være stærk, har den en rigtig dejlig smag.

Under middagen blev foreningens hjemmeside drøftet, og mulighederne for fast domænenavn diskuteret, uden at det dog blev besluttet at investere i et sådant. Den nuværende hjemmeside indeholder referater og menuer fra møderne, samt små anekdoter og uhøjtidelige beskrivelser af klubbens medlemmer. Undertegnede blev valgt som hjemmesideredaktør; hjemmesiden kan i øvrigt findes på www.aogj.person.dk, og det er redaktørens intension at prøve at holde den opdateret med hvad der rører sig hos "englene".

Aftnen bød på følgende flasker:

  • Cardhu 12 år, Highlands
  • Aberlour 100 proof (57,1 %), Speyside
  • Lagavulin (go´e gamle) 16 år og fra Islay
  • Glendronach 15 år i sherry fade

For første gang i klubbens historie havde to medlemmer medbragt en flaske af de samme dråber, men hvad gør det når indholdet er så godt som Aberlour?

John havde meldt sig frivillig til aftenens whiskyindlæg, og holdt det under temaet: Whisky på Internet. En hjemmeside med en utrolig mængde information omkring malt whisky er www.maltwhiskey.com. Eksemlpelvis kan man finde en liste med ikke mindre end 352 destillerier udelukkende fra området Highlands; desværre er langt de fleste lukkede, men det vidner om informationsomfanget på hjemmesiden.

Indlægget bød også på en gennemgang af de seks "Classic Malts", som for lige at repetere udgøres af:

  • Oban, 14 år fra Western Highlands
  • Lagavulin, 16 år fra Islay
  • Talisker, 10 år fra Highland, Island
  • Glenkinchie, 10 år fra Lowlands
  • Cragganmore, 12 år fra Speyside Dalwhinnie, 15 år fra Central Highlands

Det bemærkes at vi i tidens løb vist har nået at smage på de fleste, om ikke dem alle.

En spøjs ide på maltwhiskey.com er anbefaling af månedens whisky, og lad mig kort citere fra månedens whisky i januar 2000, hvor Talisker, 10 år, er valgt:

"Talisker isn´t for everyone. If you´re new to single malts you´ll probably hate it, but that doesn´t mean it isn´t a great whisky. Sooner or later, you´ll find yourself on a cold winter´s evening by a fire, contemplating the mysteries of life. You´ll reach for that bottle of Talisker because it seems to have answers in its fiery independence and refusal to conform. It doesn´t ask to be liked, it doesn´t care what you think. It has an aloofness (dansk: reserverthed) that only comes of wisdom and maturity."

Undervejs i diskussionen omkring whiskyens fortræffelighed kom samtalen ind på karaktergivning; hvordan giver man karakter til smagen af en whisky. Det har været drøftet før uden at vi er kommet tæt på emnet, så det blev foreslået at Morten D, som meldte sig frivillig til næste mødes indlæg, at han tager tråden op.

Næste møde afholdes hos Jørgen den 22. juni 2001 i Kibæk (alle er naturligvis velkomne til at overnatte). 19. juni 2001

Nyudnævnt webmaster
Jørgen D. Vestergaard