11. møde i Whiskyklubben Angels Share

Referat fra møde i whiskyklubben Angels Share d. 16/11 2001.

Nok en gang vil der i det efterfølgende blive refereret frit fra en aften i "knaldhamrende" hyggeligt selskab. Hele holdet var samlet : Lars, John, Jørgen, Morten O. og Morten D.. Som den store overskrift for aftenen må siges at være "Rekordernes år", uden det dog hermed forpligter referenten ligefrem at skrive nogen årskavalkade eller noget i den stil.

Selve essensen i klubbens virke (whisky, mad og hygge) kommer vi tilbage til, men først skal der knyttes et par ord til de randbetingelser der var for mødet.

  • Aldrig før i klubbens levetid har en vært for aftenens strabadser (denne gang John) 3 gange i træk skulle forklare nærmere om hvor han egentlig boede........ det forholder sig sådan at kassereren er flyttet hver eneste gang arrangementet skulle afholdes hos ham.
  • Aldrig tidligere er der på et år blevet ikke færre end 3 nybagte fædre (førstegangsfædre vel at mærke (så vidt vides))..... meget pænt medlemstallet taget i betragtning. Igen har John udmærket sig ved at have planlagt at blive far inden for 1 uge fra afholdelsen af whiskymødet. Selvom der blev tale om en snigpremiere.
  • Aldrig før har værten for mødet været "nede" med salmonellaforgiftning i hele den uge som ligger forud for mødets afholdelse.

Specielt den sidste omstændighed var de øvrige medlemmer, om end ikke direkte utrygge ved, så dog høfligt interesseret i. Efter endt rundvisning og fremvisning af værtens private das blev denne omstændighed dog hurtigt glemt i selskab med noget blues og en sneøl. Alle mand var nu klar til skrue forventningerne op til maden som John havde kreeret i det nye køkken. Menuen (som var inspireret af Kille Enna´s seneste bog) var :

  • Forret : Bagte rødbeder med sellerimouse & grøn salat. Hertil hjemmebagt brød fra bageren.
  • Hovedret : Entrecote med kartoffelbåde (både kogt og stegt) serveret med hjemmelavet tomatchutney.

Imellem forret og hovedret blev der naturligvis tid til den efterhånden obligatoriske "kartoffelfinte" som denne gang var en Glenmorangie 10 års.

Undervejs i hovedretten blev der tid til at overrække en gave til John i anledning af den nye titel som far til en datter. Efter en længere undersøgelse af gaven (en legeting til meget små børn med hang til at se noget køre rundt og sige lyde) havde John den meget sigende kommentar til gavens virkemåde : Mystisk !

Imens John forsøgte at forstå legetøjets funktion, dristede Lars sig til at samle en plastfigur fra et Kinderæg med fire dele.......... hvorvidt det nogensinde lykkedes står fortsat hen i det uvisse, men om ikke andet fik vi frembragt en bid af noget nordjysk slang... nemlig ordet "pull&værk". Betydningen blev ikke helt oversat til nudansk ved bordet, men et godt bud må være en blanding af "mystisk" og "bøvl". Korrektioner modtages gerne !

Efter at have sundet os lidt over de første retter, blev der enighed om at bevæge os ned i pejsestuen for at indtage desserten som bestod af :

  • Hjemmelavet bananis med amerikansk/skotsk peacan-tærte

Vurdering af det samlede måltid under ét : Flot madkunst !

I den svage knitren fra pejsen blev der efterhånden taget et solidt greb i de forskellige medlemmers whisky-beholdninger. Om ikke i mængder, så i diversitet. Som eksempel skal nævnes en såkaldt "flyverpakke" med 5 forskellige små whiskyes, som i bogstaveligste forstand blev reduceret til en "single malt". Retfærdigvis skal det nævnes at "flyverpakken" ikke var helt jomfruelig inden start.

Det nye system for vurdering af whisky blev anvendt til 2 forskellige whiskyes. Dels en "Macphails - 10 års" og dels en "Bunnahabhain - 12 års" , som begge fik jævne vurderinger. Der var nogenlunde enighed om, at et naturligt antal "testere" ligger på et par stykker på en aften....... der er jo trods alt tale om en amatørklub. Det afholdte dog ikke klubbens medlemmer fra at smage vidt og bredt på mange andre varer som f.eks. "Glenmorangie - 10 års" ..... igen, og Balvenie - 15 års". Specielt Morten O.´s påståede manglende evne til at lugte uden at smage blev drøftet...... om der er en sammenhæng med tabet af 15 kg kropsvægt skal stå ubesvaret hen.

Foreningens pH-meter fik i øvrigt sin ilddåb, og det var anledning til nogen overraskelse at se hvor giftigt whisky egentlig er ...... 2,5 - 3 viste sig at være typiske værdier (skala 0-14). Testresultaterne bliver løbende indsamlet af Morten D. og behandlet når der på et tidspunkt er en fornuftig datamængde til stede....... det er faktisk bare op til medlemmerne ! En lille finesse ved vores målesystem er, at der mangler en parameter som nok i de yngre år havde stor betydning, nemlig alkoholindholdet ! Denne lidt pinlige afsløring vil der blive taget hånd om inden næste møde.

Som en ekstra kolorit på aftenen blev der pludseligt frembragt noget ægte Grønlandsk is fra fryseren. Vel at mærke en fryser som var blevet flyttet 2 gange....... stor præstation. Tilpas sent på aftenen blev der fremlagt et regnskab for klubben som blev godkendt uden de helt store dikkedarer....... referenten har i hvert fald overskud og seancen rodede bod på at der har været et skift af indbetalingsrutiner. Nu er der så at sige rent bord (tror jeg nok.......det var altså sent).

Et eventuelt whisky-indlæg må også være kommet relativt sent på aftenen (hvis der altså var et). Emnet for dette eventuelle indlæg er i hvert fald fuldkommen udvisket i referentens hukommelse (og noter). Hvis der alligevel skulle være blevet sagt nogle bevingede ord beder undertegnede om tilgivelse under henvisning til det "eventuelt" sene tidspunkt hvor disse skulle have sneget sig ind i samtalerne !

Summa summarum et rigtigt godt træf. Den nye bolig er hermed erklæret egnet til whisky-smagning.

Næste møde er planlagt afholdelse hos Lars d. 15/02 2002.

Morten D, 08/01/2002