13. møde i Whiskyklubben Angels Share

Referat fra møde i Whiskyklubben Angels Share den 19. april 2002.

Så skal der skrives referat fra whiskymødet hos Jørgen 19/4-2002 - men det er jo kun en behagelig lejlighed til at sætte sig i herreværelset (som godtnok i daglig tale hedder legeværelset) med en god whisky for at genopfriske en god eftermiddag og aften. Det skal dog bemærkes, at undertegnede nær var blevet frataget dette privilegium, idet John på én gang forsøgte at opnå referentprivilegiet og at undslå sig at holde whiskyindlæg med den i øvrigt elegante formulering: "jamen jeg plejer altid at skrive referat hos Jørgen, så jeg har ikke forberedt noget whiskyindlæg".

Mødet blev indledt med at drøfte ideen om at erhverve webadressen www.angelsshare, så vi efterfølgende kan medvirke aktivt til at udbrede kendskabet til den fornøjelse, der er ved at smage på whisky. En del af drøftelsen var naturligt spørgsmålet om finansieringen af tiltaget, men som Morten O ganske rigtigt konkluderede, kan udgiften på enkel vis dækkes ved blot "at holde et møde mere om året". Så ideen blev énstemmigt vedtaget. På spørgsmålet om hvorvidt referaterne fra møderne stadig skal lægges ud på hjemmesiden, var løsningen også lige om hjørnet: "mødereferanten skal bare til en hver tid være to sjusser foran" - igen et klart referentprivilegium.

Men Ak!....det skulle efterfølgende vise sig, at andre på formastelig vis allerede har erobret vores navn. På næste møde må vi have løst denne midlertidige krise - om det så skal koste et par ekstra sjusser.

Menuen var som sædvanen tro vær at bemærke (så det gør jeg lige her):

  • Forret: Norsk laks ledsaget af krebsehaler og asparges
  • Hovedret: Lammekølle med Estragonsauce og ovnstegte kartofler (Jørgen var dog ikke helt tilfreds med konsistensen af saucen...som dog også afstedkom kommentaren "men suppen er god")
  • Dessert: Luftvendte pandekager med is og friske frugter (her var der høje point for såvel den kulinariske præstation som det kunstneriske indtryk under fremstillingen)

Efter middagen sprang John pludselig, og tilsyneladende ganske umotiveret op, og pumpede med stor iver en luftmadras op med den afsluttende kommentar: "jeg skulle bare lige brænde noget energi af" hvortil Morten O tørt replicerede: "Jamen du har da ikke haft overskud af energi, siden vi mødte dig!" Kort tid efter måtte John da også lade op igen med en gang "speed-napping".

Mødet vil ikke gå over i historien som mødet med det store antal prøvesmagte whiskyer. Der var godt nok mange på bordet, men vi nåede af uransagelige årsager ikke igennem dem alle, men måtte nøjes med:

  • Black Bottle, 10 år, blend of Islay whiskies
  • Glenfiddich, 12 år, special reserve
  • Balwhenie, 15 år, singel barrel
  • Laphroig, 10 år, Islay singel malt

Her laver Morten en form for blindtest af Ph-værdien af en Whisky

En forklaring på det relativt ringe antal prøvesmagte whiskyer kunne dog være at vi var nødsaget til at starte tidligt næste dag for at nå diverse gøremål i Kolding.

Det kunne igen konstateres at et whiskymøde med Angels sharerne er en ualmindelig behagelig oase i hverdagens stress og jag.

Næste møde er hos Morten Dahl d. 17/5-2002, og forventningerne til en indledende "brændestabeløl" og en hyggelig aften er naturligt begyndt at vokse.

Lars
14/5-2002