22. møde i Whiskyklubben Angels Share

Så er det atter blevet tid for at skrive referat fra møde i whisky-klubben. Familien er gået til ro, og jeg har vanen tro udstyret mig selv med en god whisky. Mødet blev på overfladen et af de mere rolige i klubbens historie.....men under overfladen lurede drama. Der var episoder hvor ordet skandale blev nævnt, der blev opfordret til at danse om juletræ og aftenen bød på flere ord der kandiderer til klubbens ordbog - mere om det senere.

Mødet skulle for første gang afholdes hos Eric. Rammerne var særdeles hyggelige med stearinlys ude og inde. Der var en duft af andesteg og køkkenet summede af effektiv aktivitet, der anslog forventningerne til en god middag.

Aktivitet i køkkenet før middagen

Der blev budt på øl og vin, og på sofabordet var der placeret flere skåle med chips i forskellige varianter. Men det var her at ordet skandale blev udtrykt af flere af klubbens medlemmer, idet værten bekendtgjorde at "forretten - den har jeg altså sprunget over", og der var således ikke mulighed for at nyde kartoffelfinten. Som et forsøg på at redde Eric ud af denne uheldige situation blev det forsøgt at omdøbe chipsene til forret. Men det lykkedes aldrig helt at vende situationen. Den ægte kartoffelfinte er nu engang det perfekte "vindue i tid til nydelse af whisky", som det tidligere er udtrykt, og den er ganske svær at erstatte.

"Forret"

Før middagen var der en opfordring til Morten D om at demontrere udvalgte produkter fra MDT flexible products....en opfordring som Morten naturligvis ikke stod overhøring.

Mr Beam demonstrerer produkter

Andestegen var derimod perfekt, og chipsene fra sofabordet blev den prik over i´et til hovedretten der såmænd ikke engang manglede.

Andesteg og god rødvin

Der var en diskussion af hvorvidt anden var en "tidlig Mortens and" eller en "meget tidlig juleand". Eric skar her igennem med opfordringen "vi kan da bare danse om juletræ bagefter", og på forunderlig vis rundede det diskussion af.

Med desserten må det siges, at her "lagde værten for alvor fra land" idet den bestod af whiskymarinerede figner med flødeskum.....og vel at mærke figner marineret i "Laproaig 10-year cask strength" samt Famous Grouse - udelt begejstring! Den eneste der ikke begav sig ud i anden (og tredje) runde af desserten var Mac Dahl der takkede nej tak med den noget kryptiske begrundelse "jeg har en god hukommelse, og behøver derfor ikke at tage mere end én gang"!?

Lars fremlagde ideen om at bruge en forlænget weekend på at tage på skitur, og der kunne konstateres bred opbakning til ideen.....et oplæg til turens motte blev sågar fundet: "ingen is i whiskyen - tak". Lars undersøger forskellige muligheder, og vil for at holde økonomien på et rimeligt niveau kigge nordpå mod Norge og Sverige.

Jørgen havde på forhånd meldt afbud til klubmødet for at hellige sig familien og Eric mente i den forbindelse at vi bør indføre begrebet "tøffelhelt whisky" - Jørgen må dog hellere tages med på råd her, så vi kan sikre sagens rette sammenhæng.

Morten O holdt et interessant whiskyindlæg om Mac Allans whiskyer. Det kunne i denne forbindelse konstateres at at Mac Dahls spindelsvævsdiagram for whiskykarakterisering var taget i brug hos Mac Allan og dette må vel tages som en slags bevis for klubbens store impact i den store whiskyverden. Whiskyindlægget blev afsluttet med en slags hukommelsesquiz, som aftenens fremskredne tidspunkt taget i betragtning, var noget en udfordring. Morten ønskede en repetition af whiskyfremstillingsprocessen. Den blev da også genskabt....det kan dog ikke udelukkes at flere at trinene i processen blev modificeret i en retning som muligvis ikke vil klæde en god whisky.

Der var en kort diskussion om at anvende et mere nuanceret karakteriseringssystem for "whiskyindlægswhiskyen" end webmasterens. Diskussionen endte dog med en enighed om at anvende webmasterens simple system for at undgå at have to systemer.

Næste møde blev besluttet til primo februar og skituren vil passende kunne foretages omkring februar/marts

Aftenen sluttede, da Mac Dahl gik i en slags omvendt speednapping, der fik betegnelsen "slownapping" - og kendetegnes ved meget langsomme bevægelser af øjenlågene.

"Slownapping". Eric forsøger muligvis at gøre Morten kunsten efter.

Ordet var såvel aftenens sidste aspirant til ordbogen som slutbemærkningen for endnu en hyggelig aftenen i gode whiskyvenners lag.

Lars
12/11-03