33. møde i Whiskyklubben Angels Share

Whiskymøde den 3. februar 2006 Eric på Apotekervænget.

Så lykkedes det endelig, at få gang i skriveriet, lidt bevidst, men også med lidt dårlig samvittighed. Det bevidste ligger deri, at Morten O., fætter Gert og undertegnede, har været til både whiskyforedrag og whiskymesse, siden vi sidst var sammen i klubben.

Whiskyforedraget som fandt sted fredag 03 februar, med titlen "røget men ikke Islay" i FOF´s lokaler, med de herren fra NBO-gruppen Henrik Olsen og Ulrik Bertelsen (de samme som står for whiskymessen), var ganske underholdende, med nogle udvalgte whiskyer, krydret med historier og anekdoter. Aftenen sluttede på Den Engelske Pub, og var bestemt en hyggelig aften, som vi var enige om at prøve igen, med et andet tema.

Så blev det den 01 april, og trods datoen, ingen joke, men dagen for en stor begivenhed blandt whiskyelskere - Whiskymessen. Med en beliggenhed blot få hundrede meter fra mit hjem, og familien sendt på weekend, var der lagt i ovnen til det helt store. Igen var fætter Gert med, han ankom allerede fredag eftermiddag, og senere denne eftermiddag, var vi i Metro ( et lokalt grossistcenter) og checkede priserne på deres whisky, dog uden at bruge nogen penge. Lørdag morgen kørte vi så en tur til det Sønderjyske, nærmere bestemt Kollund. Det var tidligere aftalt at vi skulle inspicere en dyrehandel, med en stor akvarieafdeling, da jeg sidste sommer erhvervede fætters aflagte 128ér ( et akvarium på 128 l). Fruen havde bestilt Pepsi Max i Tyskland, og man kan jo ikke tage over grænsen uden at købe en flaske whisky - så det gjorde vi.En 10 års Gelnmorangie.

På hjemvejen, blev vi enige om lige at slå et smut forbi Metro igen, nu da vi også havde checket priserne i Tyskland. Her købte vi en flaske på bud, en 10 års Ardbeg. Således havde vi inden Whiskymessen erhvervet hele 2 flasker hver. Selve messen blev en herlig og uforglemmelig dag, med indkøb af yderligere flasker, ( antallet kan ikke røbes her, af frygt for trusler fra familien), men vi smagte rigtig mange spændende, lige fra svenske Mackmyra over franske Guillon, til en australsk, som var udrikkelig. Selvfølgelig blandet med mange kendte og ukendte skotske, og ikke at forglemme messens andet tema Rom, blev gransket, og her købte vi en 23 års rom fra Guatemala (efter signe verdens bedste). Sammen med Morten O. som også havde fået lov til at komme på messe, fandt vi Majvænget uden alt for meget slinger, og Mette som skulle hente Morten, havde lovet at tage Pizzaer med, til at slutte en dag som vil blive husket i langtid.

Tilbage til det forgangne whiskymøde hos Eric.

Morten O. og undertegnede ankom først, og blev traditionen tro budt på øl el. vin. Lars havde inviteret en gæst Carl, men han var blevet forsinket med et fly fra Spanien, så de ankom først omkring kl. 20. Den kvikke læser har dermed gættet, at der var afbud fra Morten D. og Jørgen. Efter at de sidst ankomne havde fået en øl, gik vi til bords. Menuen bestod af en tunmousse i avocado m/ flute, dertil hvidvin af mærket Masi. Derefter kartoffelfinten, en 10 års Bruichladdich købt i Århus af en pige ved navn Britt kaldet sprit................ . Hovedretten var hasselbagte kartofler, bønner og en aldeles vellykket bearnaise fra Aldi, og et stykke oksekød, som jeg ikke husker navnet på, men det var noget med, lidt nede af ryggen og ud til højre.

Endnu en kartoffelfinte, en 18 års Highland Park ( Vi ringede lige til MD og skålede - det var hans flaske).

Så til desserten, en mandelbund m/is Carte d´or jordbær og Toblerone. Dertil en Miranda på 5,7%, ifgl. Morten O. " det rene vand". Jeg mener dog lige vi nåede en whisky endnu inden desserten, en Caddenhead´s 5 års (tappet af Highland Park).

Efter middagen indtog vi de bløde m/ TV2 på DVDen, og en gave til Eric fra Carl, vistnok købt i Spanien, en Bowmore 15 års Mariner (et godt udgangspunkt for at blive inviteret igen).

Eric syntes vi skulle lege med hans nyerhvervelse, et golf putter stue spil. Det gav mange grin og dertil fik vi yderligere et på whiskys. En købmandsaftapning af Caol Ila the unfiltered collection fra 1990, samt en McDowell´s India ,som Morten O. havde med hjem fra Indien. Herfra er noterne blevet lidt utydelige, men jeg husker, at taxien fandt hjem, med morten O. og undertegnede, i god behold, og endnu engang beriget med nogle minder om en herlig aften i gode venners lag.

McHansen