38. møde i Whiskykubben Angels Share

17/11-2006 hos Morten og Mette i Lunderskov.

Hvorfor – et ofte brugt ord, især når det gælder referatskrivning.

Hvorfor skal det altid gøres i sidste øjeblik. Svaret kendes ikke, men måske skyldes det, at kalenderen siger, at nu er det snart tid for at mødes igen. Jeg har været startet flere gange før, men har altid fundet en undskyldning for at stoppe, nu går den ikke mere. Derfor er børnene lagt i seng, den tidlige søndagskrimi er overstået, og der er skænket whisky i glasset og sat en ny skive på anlægget – Chris Cook, hørte ham live lørdag aften til en privat fest, han er faktisk god.

Nå, men seancen var denne gang henlagt til Casa Lunderskov hos M&M, og udover de sædvanligt indbudte, var der denne gang også indbudt et par gæster nemlig Mortens håndboldkammerat Henrik, som tidligere har deltaget sammen med sin bror, samt undertegnedes fætter Gert, som også har været gæst på tidligere møder.

Om det skyldes Gert, skal være usagt, men aftnens tema blev hurtigt døbt ” Jeg sætter mig lige på gulvet”, Gert ynder at sidde på gulvet - måske fordi det så er nemmere at lægge sig ned… eller var der ikke flere stole ?. Vi blev straks budt på en velkomst øl, en belgisk juleøl, og den blev drukket af samtlige medlemmer i en ganske rolig og hyggelig samling, alle velvidende derom at aftenens menu var i de bedste hænder under kyndig styrelse af værtens dejlige kone. Efter øllen kunne vi rejse os og sætte os til et særdeles flot og veldækket bord. Her var bordpynt i alle afskygninger, kreeret af huset piger, Mette og Lærke. Bordet var pyntet med alt fra blomster til små spejle med lys på, hvilket giver en helt speciel effekt. Og ikke at forglemme – et menukort. Menuen så således ud for aftenen :

  • Forret : Makrelmousse m. brød og dressing
  • Hovedret: Oksetyndsteg m. bagte kartofler Kartoffelroulade Tzatziki, ribsgelé og Ristede Karl Johan svampe
  • Dessert : Ris à l´amande m. kirsebærsauce

Se, selvom klubben har nogle specielle ritualer, så blev meningen af et tidligere indført ritual, nemlig kartoffelfinten helt bragt til skamme, for aftenens vært eller rettere hans kone, havde helt styr på menuen. Alligevel fik vi dog trukket tiden så meget mellem forret og hovedret, at vi kunne nå en ”lille kartoffelfinte”. Det blev en til dagen indkøbt og tappet for Angels-Share lille flaske 35 cl. Cadenshead´s Islaymalt, en cask strength på 58% . Meget røget hvilket skyldes at den er blandet af 3 af de mest røgede whiskyer fra Islay, Ardbeg - Talisker og Laphroaig. Senere mellem hovedretten og desserten nåede vi lige en Talisker - et sikkert hit.

Under hele middagen blev turen til Dublin diskuteret og Lars´ første kommentar var ” Vi tager af sted i starten af marts og kommer hjem i slutningen af april”, hvortil Mette tørt sagde ” Jeg har da født 2 gange før, så det kan jeg vel gøre igen !” Mette har termin i starten af april. Endnu 2 kommentarer, som ikke er helt tydelige i mine noter: ”7 børn i klubbens historie, lægger et pres på formandens skuldre. Det behøver ikke være konen !”. Hvorefter Morten D. udbryder ”Hvor mange børn var det du sagde ?”. Formanden var udover det sjov, med børneproduktion inden klubben blev stiftet, og fik siden en fælle Eric, som sikkert inden han ved af det skal være bedstefar !!.

Nå spøg til side, for ”det er ikke for sjov vi morer os”. Siden hen er Dublinturen blevet en realitet, vi tager af sted fredag d. 09 marts og kommer hjem igen mandag d. 12. Desværre uden Jørgen, som har vigtigere planer for denne weekend – gud vide hvilke. Nå men foruden klubbens øvrige medlemmer har fætter Gert også fået tilbudet om at komme til Dublin, og selvom det krævede nogen overtalelse, så kunne han dog ikke sige nej, selvom han mener at andre er herre over ham i forbindelse med flyveturen, og ikke har det godt med det, så er der for langt at svømme !!.

Tilbage til mødet, vi blev budt på både portvin og sherry til desserten, og selvfølgelig en whisky, en købmandsaftapning Isle of Jura Rum cask finish fra John McDougall som Gert havde med. Så sprang de bløde stole på os, og her fortsatte den gode skik med at drikke whisky. Endnu en af Gerts købmandsaftapninger, desværre er noterne blevet ulæselige, men måske står der noget med Spirit of the Isles og Bruichladdich.

Så smagte vi en Caol Ila 18 års, jeg mener at huske at det var Henrik der tog resterne med hjem. Vi fik for øvrigt også en lille historie fra Morten D. ud fra bogen ” On food an Cooking”, og her er noterne blevet fuldstændig uden for rækkevidde, men det er noget med at alkohol er = gift ( sikke noget sludder), og noget med at destillere er = at dryppe, det kan vel godt passe ?!, nå men senere blev det til en masse Lm og Fiber Line snak, og så knækkede filmen da helt. Det sidste i mine noter som kan tydes er : Speymalt, MacAllen 1996 40 % og Spring Bank 9 års Masala 58%. Jeg mener vi tog en taxa hjem til mig ( altså fætter og undertegnede). Tak for en hyggelig aften, og endnu engang tak til værtens kone, for den udsøgte middag, med hvad alt dertil hører.

McHansen søndag d. 14/01-2007

Næste møde er fastsat til 19/01 hos fætter Gert i Odense.