39. møde i Whiskyklubben Angels Share

Møde i øst, tur mod vest og voldsomt kaos i region syd

Whiskymøde d. 30. november hos Gert

Det 37. møde i whiskyklubben var henlagt til Fyns land, da Johns fætter Gert havde været så venlig at invitere os alle på god mad og whisky (og ingen af delene er vi som bekendt særligt gode til at takke nej tak til). Bilerne havde derfor fredag eftermiddag kurs mod øst, og alle havde vanen tro forventningerne skruet op efter en god aften i hyggeligt lag.

Undertegnede havde dog som underlag til de positive forventninger en underlig fornemmelse i maven - ”der er noget i gære – eller der er noget der gærer!?”. Denne fornemmelse skulle senere vise sig at gå over i noget der i trafikradioen ville hedde ”der er et voldsomt trafikkaos i region syd”.

Velankomne hos Gert (efter et mindre skilteorienteringsløb) var vi klar – og det var køkkenet faktisk også. Alt var her på baggrund af minutiøs planlægning, hårdt arbejde og sandsynligvis også med god hjælp af et par gode whiskyer forberedt, så vi stort kun skulle pille kartoflerne før vi var klar til at indtage stolene og den veltillavede middag.

Gert havde valgt at storkræse for os, så menuen var prima.

  • røget smørfisk m. krebsehaler
  • vildsvinefilet m. champignonsauce og pillekartofler
  • grillede ananas

Trods den lækre mad udviklede samtalen i retningen af larver, mider og spoleorme der kan bosætte sig i den menneskelige organisme – hvilket i øvrigt ikke havde en positiv virkning på trafik situationen i region syd.

Gert var af den mening, at man skal komme dertil, at man kan ”vælge den rigtige whisky til den rigtige dag”. Alle var enige om at det er et godt mål, men at ”Laphroaig på den anden side passer hver dag”….at det er en ”general purpose whisky”

Vi måtte konstatere, at vi efterhånden er kommet i reparationsalderen. I al fald gik en del af snakken på sygdomme. Formandens mave var dårlig, Eric havde dårlig ryg og hoste, Gerts gigt var blusset op og som han sagde, var der faktisk kun et enkelt element af kuren han var i stand til at overholde ”jeg må ikke tabe mig for hurtigt”.

Gerts whiskysamling skulle i øvrigt vise sig at være af høj kvalitet. Den var placeret i et særligt whiskyskab med tilhørende inventarliste – alle whiskyer sirligt katalogiseret….klasse. Og som Gert kunne berette: ”jeg tænder ikke lyset i skabet – for så bliver whiskyerne bare varme”.

Planlægningen af Dublin turen var et af temaerne for aftnen og grundridset af turen blev diskuteret og det blev aftalt hvem der skulle tage sig af de forskellige forberedelser til turen blev.

Formanden måtte på et relativt tidligt tidspunkt (alt for tidligt i virkeligheden) forlægge til Gerts sofa, pga. førnævnte trafiksituation. Sofaen kunne dog kun tjene som midlertidig helle, da Gerts toilet hyppigere og hyppigere måtte frekventeres.

Trods benævnte mavekvaler var det en fornøjelse at drikke whisky på Fyn – og det bør bestemt….om muligt…gentages.

Formanden
Kolding d. 18/4-07