40. Møde i Whiskyklubben Angels Share

Datoen var 20/4 2007 da tiden endnu engang var oprunden til afholdelse af whiskymøde i Whiskyklubben Angels Share.

Denne gang var det hos McKnudsen på Apotektervænget i Kolding, og McKnudsen havde forud for mødet proklameret en stooor overraskelse. Der var meget at tale om på mødet, idet flere store begivenheder havde løbet af stablen siden sidste møde. For det første havde de fleste af klubbens medlemmer været på forlænget whisky weekend til Dublin og McHansen var under afholdelse af en selskabelig event blevet medlem af 3F klubben.

Som en erindring fra Dublin turen blev der naturligvis budt på velkostdrink bestående af Guinness, der dog i dagens anledning var fortyndet med Champagne! På spørgsmålet til Eric om, hvorfor denne sære mixture, lød svaret: ”Fordi man ká”. Eric var dog ikke den første der havde fået dette påfund, idet han var blevet inspireret om mixturen i en avis. De sidst ankomne gæsters ansigtsudtryk blev studeret grundigt, når det gik op for dem, at det ikke var rent Guninness som de indtog.

Overraskelsen fra Eric’s side bestod i, at der var lagt op til en helt stor grill menu med specielle brændsels elementer nedsænket i Weberen. Eric var faldet over et parti chips (træspåner) fra et Jack Daniels fad, der gjorde det ud for det røgede krydderi for aftens tre menupunkter. Menuen bestod af:

  • Forret: Whiskyrøget laks med kommentaren fra Eric: ”Det har jeg selv fundet på”. Dertil var der asparges, kaviar, cremefraiche med purløg samt hvidløgs flutes. Hvidvin MASI Soave 2005.
  • Kartoffelfinten blev holdt ved lige vha. The BenRiach 10 års Curiositas Peated Malt. Hovedret: Whiskymarineret oksemørbrad med varmrøgede champignon, kandiserede perleløg, rødløg. Rødvin Ripasso 2004.
  • Dessert: Whiskyrøget banan = ”bruneret på grill” med fødeskum og frit valg mellem cognac eller en Bowmore 15 års som topdressing. Dertil kom kommentaren fra en på nuværende tidspunkt ukendt kilde: ”Må vi drikke whiskyen ren, - skal vi spise de skide bananer til?”
  • Dessertwhiskyen var en Gibsons Finest Rare Canadien 18 år.

Siden sidste møde var John indtrådt som medlem af 3F klubben, idet han den 5/4 2007 rundede de 40 år. Ved den lejlighed blev der traditionen tro uddelt gaver med klubbens indgraverede logo. Idet John er kendt som klubbens mesterkok måtte dette naturligvis afspejles i gaven. Ledsaget af nogle pæne ord fra klubbens formand McLilleheden fik John derfor overrakt en sovsekande i rustfrit stål med indgraveret logo. Kanden blev modtaget med et noget blandet ansigtsudtryk – glæde/skuffelse!? Det var tydeligt, at der var en klar forventning om, at der skulle have været en lommelærke med klublogo i indpakningen, som efterhånden var blevet tradition ved tidligere runde fødselsdage. Forventningen blev dog lidt senere indfriet da den ”rigtige” gave kom på bordet.

Efter middagen blev vi budt over i de lyse læder sofaer, hvor vi kunne glide på plads, mens der blev gjort klar til at vi skulle se billeder fra Dublin tur. Den medbragte memory stick af McOlesen kunne dog ikke umiddelbart afspilles, ligesom McKnudsens billeder heller ikke var brændt på en CD. Gensynet med motiverne på McHansens billeder var dog stor, og så har vi jo noget at glæde os til med de øvrige billeder. Der havde været tid til mange kulturelle indslag på turen, hvilket fremgår af de følgende billeder.

Dublin turen havde været en stor succes, hvorfor diskussionen naturligt faldt på hvornår vi kunne gentage succesen med en tur til Skotland og/eller Islay. Hvis bare vi planlægger i tilstrækkelig god tid var vi enige om, at vi nok skulle kunne få det passet ind i øvrige planer og familielivet. Vi blev derfor enige om at reservere perioden 24/4-1/5 2009 dvs. om ca. 2 år.

Langt om længe fik vi taget os sammen til at få afregnet noget gammel samt noget nyt gæld. Således fik vi afregnet vedrørende Eric’s, Lars’s og John’s optagelse i 3F klubben samt leje af bil på Dublin turen.

Idet der havde været mandefald ved møder afholdt tidligere på året var den ifølge vedtægterne årlige generalforsamling blev udskudt, hvorfor det var blevet tid til at få denne gennemført ved aftenens møde. Formanden lagde ud med sin beretning med et tilbageblik på de sjove begivenheder og kommentarer, der var fremkommet gennem det forgangne år. Vi fik samtidig opklaret en gammel gåde: Pacificerings whisky = byd konen på whisky så du slipper for sex. Det var naturligvis McKnudsen, der kunne løse denne gåde. Dette leder tankerne hen på en anden udtalelse fra McKnudsen, - en udtalelse der rimer lidt på pacificerings whiskyen: Spørgsmål til konen onsdag aften: Har du hovedpine i aften, - ellers tager jeg en whisky?! Det er det, der kaldes en ”Win-Win Situation”.

Efter formandens beretning var der tid til at fordele bestyrelses- og øvrige poster. Det kan afsløres, at der var genvalg til alle poster ved en utrolig hemmelig afstemning. Den var så hemmelig, at den gik de flestes næse forbi. Faktisk var der ingen der opdagede den. Bestyrelses- og øvrige poster fordeler sig således:

  • Formand: McLilleheden
  • Næstformand: McOlesen
  • Kasserer: McHansen
  • Webmaster: McVestergaard
  • Ceremonimester: McDahl
  • Whiskyopsummø’r: McKnudsen

Under aftenens hyggelige stemning kom der et forslag frem om gennemførelsen af et fællesarrangement med en anden klub. Det kunne f.eks. være Susannes pigeklub bestående af sygeplejersker? Det ville næsten være som at vende tilbage til studietiden, hvor sygeplejerskolen altid var eftertragtet for de ingeniørstuderende at holde fest sammen med.

Af undertegnes noter fremgår det, at der i løbet af aftenen blev smagt på følgende whiskyer ud over de allerede nævnte. Hvorvidt der reelt var flere er desværre ikke noteret!

  • Laphroaig 1999 Signatory 7 år.
  • Laphroaig Quarter Cask

Som altid var det et fortræffentligt møde og vi ser frem til at mødes igen hos McDahl fredag d. 15/6 2007

Lunderskov 31/5 2007
McOlesen