En ægte 4H-tur med masser af dramatik

(Herretur, Hygge og Højt Humør)

Jeg har ikke skrevet for meget, når jeg afslører at det 20. whiskymøde ikke var et helt sædvanlig møde.

På overskuelig listeform tog turen sig sådan (startende med det mindst usædvanlige):

  • Det strakte sig over to dage: 20 - 21. juni 2003
  • Det foregik i kano
  • Der blev ikke drukket meget whisky

At et whiskymøde kommer til at vare lidt længere end en enkelt aften er der egentlig ikke noget mærkeligt i, det var faktisk bare hyggeligt at ingen skulle køre hjem fredag aften, og på den vis ligner det jo nærmest et standard møde afholdt i Kibæk, hvor der jo også er (en god) tradition for at medlemmerne henslænger deres legemer rundt omkring i huset efter endt indtagelse af mad og drikke.

Men det skulle blive mere underligt. Turens lokalitet var henlagt til Silkeborg og omegn, med udlevering af tre kanoer i Ry, (og nej - Der er ikke kanoer at få på Mågevej) som skulle sejles ad Gudenå til Sminge.

Nu havde både de mandlige og kvindelige metrologer på både DR1 og TV2 lovet kuling fra vest og regnvand i store mængder, men hvor svært kan det være at sejle mod vinden hele vejen over Juel Sø? Rigtig svært! Jeg er overbevist om, at alle ekspeditionens deltagere vil referere turen til deres tipoldebørn, og stadig have en bæven i stemmen og en ærbødighed overfor det liv som efterfølgende er blevet dem forundt.

To unavngivne medlemmer ville under turen afprøve en udvidet version af Archimedes´ så velkendte lov:

"Når et legeme nedsænkes i vand, ringer telefonen"

idet de ville afprøve, om loven også gælder når ikke et men hele to legemer nedsænkes i vand. Og nej.

Det er hermed bevist, at mobiltelefonen ikke ringer når den følger kanoens to besætningsmedlemmer ud over rælingen og ned i frådende vand.

(Den ringer ganske givet heller ikke bagefter).

Men det mest underlige.

Hvorfor blev der ikke drukket whisky i større mængder end hvad en børnehaveklasse myg kunne drikke på en halv time? Svaret kendes endnu ikke, men den rationelle forklaring er, at det krævede for mange kræfter at hæve glasset op til munden!

Spørgsmålet er udsendt i hele galaksen i håb om, at heller ikke andre former for intelligens vil kunne besvare det.

Kibæk den 22. juni 2003
Webmaster