Generalforsamling
med personlig hilsen fra Lagavulins Master Destiller

Endnu en gang blev der holdt generalforsamling i Whiskyklubben Angels Share. Ja, tænk sig, at der er gået endnu et år, og sammenlagt hele fem siden den stiftende generalforsamling den fredag i det herrens år 2000. Mange flasker er det blevet til i årenes løb, om end ikke alle møder har budt på et så righoldigt udvalg af de fineste skotske single malts som netop denne generalforsamling. Men det var selvfølgelig også et jubilæum.

Om det var flaskernes indhold der sløvede sanserne hos de stemmeberettigede medlemmer vides ikke, men vores udmærkede valgtilforordnede, (overoptæller Steen med Henrik som kontrollant, begge på gæstevisit) kunne konstatere, at der var genvalg på samtlige poster. Det betyder at bestyrelsen endnu engang ser ud som følger:

  • Formand: Lars
  • Næstformand: Morten O.
  • Kasserer: John
  • Cerimonimester: Morten D.
  • Opsumeur: Eric
  • Webmaster: Jørgen

Efter at formaliteterne i forbindelse med valget var overståede, blev det Erics tur til at bibringe de øvrige lidt whiskykultur i form af et whiskyindlæg.

At Eric er en omgængelig person der taler godt med de fleste kommer ikke som nogen overraskelse for klubbens øvrige medlemmer. Men overraskede blev vi! Eric kunne nemlig overbringe en personlig hilsen fra selveste Master Destiller på Lagavulin. Forinden var refereret en længere personlig samtale mellem de to herrer, om alt fra Internet og destilleriets fremtidsplaner til hidtil ukendte historiske anekdoter. Whiskyklubben Angels Share arbejder på en udgivelse af noterne fra samtalen, så hold dig opdateret her på siden.

9. februar 2005
McVestergaard nyvalgt webmaster