Året med de skarpe hjørner

2005 vil i whiskysammenhæng blive husket for ikke mindre end to af medlemmernes fødselsdagsfester, Eric og Lars, begge i anledning af de 40 år.

Det ærede medlem (man skal jo være rar ved gamle mennesker) Eric havde inviteret hele whiskyklubben og enkelte udenforstående til en herrefest af den allerbedste slags, med start den 17. september 2005.

"Klarer han mon pynten", kunne man fristes til at spørge? Jo. Erik klarede sig rundt om hjørnet med både ære og værdighed i behold. Nu ynder vi jo ikke at blande kvinder ind i så vigtige ting som whisky, men skal ret være ret (og det skal det jo somme tider), tror jeg Eric´s svigermor laver bedre mad end han. Det beviste hun aftenen igennem hvor hun tryllede den ene flot anrettede tallerken frem efter den anden. Jeg holdt ganske simpelt op med at tælle længe før desserten.

Under middagen fik Eric overrakt et par erkendtligheder fra vores lille forening, nemlig en lommelærke med graveret navn og whiskyklubbens logo samt en golfoverlevelsesknortekæp. Eric var rørt til tårer.

Tak for en fremragende fest.

I morgen (29. oktober 2005) er det så Lars´ tur til at feste sammen med alle de indbudte gæster, herunder naturligvis whiskyklubbens medlemmer. Desværre bliver klubben ikke repræsenteret med fuldt hold, idet undertegnede holder sig i ro med galdestensproblemer og John var lovet væk. Det vil dermed også sige, at det påhviler de fremmødte medlemmer at tage behørige notater, og gerne billeddokumentation fra aftenens forløb.

At Lars, den gamle sejler, nok skal klare pynten er der ingen tvivl, og det er faktisk trist ikke at kunne deltage.

Jeg er stensikker på I får en rigtig god dag, og jeg ser frem til at høre nærmere.

28. oktober 2005
Webmaster